Audi Service Højbjerg

Audi viser coupévariant af elbil

Audi præsenterer nu Audi Q4 Sportback e-tron concept, der rent teknisk er identisk med Q4 e-tron concept, men når det gælder formgivningen, sætter de hver især deres eget karakterfyldte præg. På biludstillingen i Genève i 2019 gav Audi Q4 e-tron concept en forsmag på den første kompakte eldrevne SUV fra Audi. Og med Q4 Sportback e-tron concept fremviser mærket nu sin anden model fra den modelrække, der går i serieproduktion i 2021 – nemlig en SUV-coupé.

Det giver potentielle Q4-kunder mulighed for at beslutte sig for den rette variant ca. 1 år før udleveringen af de første biler – for alsidigheden og robustheden ved en klassisk SUV eller for den dynamiske elegance ved coupévarianten. Målene på de to Q4-modeller er næsten ens, men med en udvendig længde på 4,60 m er Sportback-modellen 1 cm længere, og med en højde på 1,60 m er den 1 cm lavere. Bredden på 1,90 m og akselafstanden på 2,77 m er identisk for begge Q4-varianter.

Drivlinjeteknikken i de to konceptbiler er også den samme og giver allerede et indblik i topmotorvarianten i den kommende serieproducerede model. To elmotorer leverer en systemydelse på 306 hk i Q4 og Q4 Sportback e-tron concept. Som det er typisk for Audi, overføres ydelsen fra drivlinjen til vejbanen via quattro-firehjulstrækket, og takket være det vejgreb det giver, klarer begge Q4-versioner sprinten fra 0 til 100 km/t på kun 6,3 sek., mens tophastigheden er elektronisk begrænset til 180 km/t.

Batteri på 82 kWh optager næsten al pladsen i bilens bund mellem akslerne, og rækkevidden er på over 450 km i henhold til WLTP-standarden. Versioner med baghjulstræk vil kunne nå en WLTP-rækkevidde på over 500 km. Teknikken i Q4 e-tron-modelrækken kommer fra den modulopbyggede elektrificeringsplatform (MEB), som fremover vil være at finde i en lang række elbiler fra Volkswagen koncernen lige fra den kompakte klasse til mellemklassen. Audi Q4 Sportback e-tron concept er en forløber for den syvende serieproducerede elbil, som Audi kommer til at præsentere i starten af 2021.

Design med elegante coupé-linjer

Sportback-modellens silhuet falder dynamisk hen mod bagenden. Taglinjen går over i markant skråtstillede D-stolper og udmunder i en vandret spoiler på højde med den nederste rudekant. Det giver den kommende Audi Q4 Sportback et markant mere langstrakt udseende end søstermodellen Q4 e-tron concept.

På bagenden af Audi Q4 Sportback e-tron concept lægger man mærke til det brede lysbånd, som forbinder de to lygteenheder og dermed er en henvisning til Audi Q4 e-tron concept. Selv her er slægtskabet inden for e-tron-familien synligt, for ligheden med e-tron Sportback er helt tydelig. Det gælder også det indre i lygterne, hvor LED-segmenternes pileform ligeledes viderefører et element fra bilens storebror. Et fælles element ved begge Q4-varianter er stødfanger- og diffusorenheden med de vandrette lameller og e-tron-logoet med lys i midten.

Set forfra genkender man Q4 Sportback e-tron concept som en Audi ved hjælp af singleframe-grillen med de fire ringe, og dernæst som en eldrevet Audi, for ligesom Audi e-tron har den nye konceptbil også et lukket område inde i den brede, næsten lodret stående ottekantede ramme i stedet for en klassisk kølergrill.

En anden karakteristisk detalje for Audi er de markant udformede skærme ved alle fire hjul – et klassisk Audi designkendetegn siden den legendariske Ur-quattro fra 1980 – og det gælder også i udpræget grad på Q4 e-tron concept og Q4 Sportback concept. Fremhævelsen af panelområdet mellem akslerne, hvor batteriet og dermed kraftcentret i SUV’en befinder sig, er en typisk e-tron-detalje. Store 22” fælge lader ingen tvivl om det potentiale, der også gemmer sig i det nyeste medlem af Audi familien.

Q4 Sportback e-tron concept er lakeret i den nye farve Kineticgrå, som er en lys metallak- og perleeffektfarve med grønlige nuancer afhængigt af lysindfaldet. Som en kontrast dertil er karrosseriets nederste dele lakeret i en mørkegrå farve – en inddeling, som understreger bredden og den horisontale orientering i bilens design.

Lys og rummelig kabine

Med sin størrelse er den elektriske SUV en adræt allrounder. Dens akselafstand på 2,77 m og MEB-platformen, hvor der bl.a. ikke er nogen kardantunnel, giver gode pladsforhold i kabinen – især når det gælder benpladsen foran og især bagi.

Farvevalget understreger den rummelige pladsfornemmelse. Lyse, varme mikrofibertekstiler dominerer det øverste af kabinen, mens et mørkt tæppe fremstillet af genbrugsmaterialer giver kontrast i bunden af kabinen. I stedet for forkromede metaldekorrammer er der flader udført i lakeret, frostet plexiglas, der giver en intensiv dybdeeffekt. Fire sæder med integrerede hovedstøtter er betrukket med Alcantara, som har en forarbejdning helt i særklasse og med dobbelte syninger af tykt garn.

Bag rattet kigger føreren på displayet til Audi virtual cockpit med de vigtigste visningselementer for hastighed, ladetilstand og navigation. En nyhed er det store head-up-display med augmented reality-funktion, som kan vise vigtige grafiske informationer – fx retningspile, når man skal dreje – direkte ind i vejens forløb.

På rattets eger er der betjeningsfelter udført som touch-elementer, der kan benyttes til at vælge funktioner, som man ofte bruger. Centralt placeret over midterkonsollen sidder der en 12,3” stor touchscreen til visning og betjening af infotainment og bilens funktioner. Den er drejet let mod føreren for at gøre betjeningen nemmere, og under den sidder der et knappanel til styring af klimaanlægget.

Drivlinje og undervogn

Den modulopbyggede elektrificeringsplatform omfatter en bred portefølje af drivlinjevarianter og ydelsestrin. Det er performance-versionen af den elektriske drivlinje, der sidder i Audi Q4 Sportback e-tron concept, hvor en elmotor på både for- og bagakslen driver bilen og gør Q4 Sportback til en quattro. Der er ingen mekanisk forbindelse mellem akslerne, men i stedet en elektronisk styring, der sørger for den optimale koordination af momentfordelingen – i løbet af brøkdele af et sekund. På den måde leverer SUV-coupéen optimalt vejgreb under alle vejrforhold og på alle slags underlag.

For størst mulig effektivitet anvender Q4 Sportback e-tron concept i de fleste tilfælde primært den bageste elmotor, som er en permanent aktiv synkronmotor. Hvis førerens tråd på speederen kræver mere ydelse, end den bageste elmotor kan levere, sender det elektriske firehjulstræk kraften behovstilpasset i retning af forakslen ved hjælp af den forreste asynkronmotor. Dette sker også forudseende, før der på glat vej eller ved hurtig kørsel gennem sving opstår hjulspind, eller før bilen under- eller overstyrer.

Elmotoren på bagakslen yder 204 hk og leverer et drejningsmoment på 310 Nm, mens den forreste elmotor forsyner forhjulene med op til 102 hk og 150 Nm. Systemydelsen ligger på 306 hk. Batteriet i bilens bund kan lagre 82 kWh, hvilket giver mulighed for en rækkevidde på over 450 km i henhold til WLTP-standarden. Batteriet oplades med maksimalt 125 kW, og det tager derfor ikke meget mere end 30 min. at nå op på 80 % af den samlede kapacitet igen.

Opskriften på den lange rækkevidde indeholder dog langt mere end blot et batteri med en stor kapacitet. Karrosseriet har samtidig en lav luftmodstand, hvor cW-værdien ligger på 0,26 og dermed 0,01 under Q4 e-tron-SUV’en. Den gennemtænkte rekuperationsstrategi er også med til at sikre, at de kompakte elbiler udnytter alle muligheder for optimering af rækkevidden. Den avancerede termostyring til drivlinje og batteri, blandt andet med en CO2-varmepumpe, bidrager ligeledes hertil.

En afgørende faktor for sportslige køreegenskaber er den lave og centrale placering af drivlinjekomponenterne, hvor højvoltsbatterisystemet er placeret som en flad og bred blok under kabinen mellem akslerne. Vægten af batterisystemet udgør 510 kg – dermed ligger tyngdepunktet for Audi Q4 Sportback e-tron concept på cirka samme niveau som en Limousine-model med konventionel drivlinje.

Fordelingen af akseltrykket er med næsten 50:50 på et perfekt niveau. Forhjulene på Q4 Sportback e-tron concept er monteret på en McPherson-aksel med adaptive støddæmpere, og bagpå er der en multilinkaksel med separat placerede fjedre og støddæmpere, hvor sidstnævnte også er adaptive.

MEB-platformen

Audi og resten af Volkswagen koncernen har med stor succes i mange år benyttet MLB og MQB (modulopbygget langsgående og modulopbygget tværgående platform), men disse platforme har overvejende været konstrueret til anvendelsen af forbrændingsmotorer. Det er anderledes og nyt med den modulopbyggede elektrificeringsplatform MEB, idét den er blevet udviklet målrettet og udelukkende til eldrevne biler, hvor aksler, drivlinjer, akselafstande og samspillet mellem alle komponenter udelukkende er udvalgt og tilpasset til elektrisk mobilitet.

Placeringen af de store batterienheder og deres geometri kan dermed optimeres, uden at det går ud over andre drivlinjekoncepter, som i forbindelse med MLB og MQB hele tiden skal tages med i ligningen. Samtidig giver MEB et stort synergipotentiale, idét platformen fungerer som grundlag især for elbiler i volumenstærke segmenter. Den gør det muligt på tværs af mærker at udvikle den bedste tilgængelige teknologi i fællesskab og anvende den i mange forskellige typer elbiler. Derfor gør MEB det ikke mindst muligt at hjælpe den elektriske mobilitet til et gennembrud i det meget prisfølsomme kompakte segment.

Flere end 20 rent elektriske modeller frem til 2025

Med verdenspremieren på den eldrevne SUV Audi e-tron i september 2018 startede mærket med de fire ringe sin elbilsoffensiv. Frem mod 2025 vil Audi tilbyde mere end 20 modeller med en rent elektrisk drivlinje på de vigtigste markeder verden over, og ca. 40 % af koncernens salg vil udgøres af elektrificerede modeller. SUV’erne i denne portefølje omfatter blandt andet e-tron og e-tron Sportback. Derudover vil der komme en række modeller med klassisk karrosseriform som Avant og Sportback. Udbuddet kommer til at omfatte alle relevante markedssegmenter fra den kompakte klasse til luksusklassen.

Audi Q4 e-tron i Danmark

De serieproduktionsklare Q4 e-tron og Q4 Sportback e-tron præsenteres i 1. kvartal 2021, og modellerne introduceres på det danske marked i sommeren 2021.

Links

Video med verdenspremieren på Audi Q4 Sportback e-tron concept
Video med design walkaround
Se flere billeder af Audi Q4 Sportback e-tron concept på Audi MediaCenter
Se flere billeder og læs mere om Audi Q4 e-tron concept (2019) på Audi MediaCenter
Læs mere om Audi Q4 e-tron concept på audi.dk
Læs mere om Audi og elbiler


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk